Mia London (DK/NO)

Mia London (DK/NO): Detektivstemning og kreativ logik i et charmerende familiespil, der får både børn og voksne til at tænke som Sherlock Holmes

Når duggen falder over den tågede hovedstad, og gadelamperne kaster lange skygger over de victorianske facader, er Mia London på sagen. Det er ikke et actionfyldt krimi-drama, men derimod et underspillet, næsten poetisk puslespil af logik og fantasi, hvor spillerne træder ind i rollen som den unge, kvindelige detektiv, der med sin karakteristiske bowlerhat og skarpe blik skal finde frem til den rigtige mistænkte. Spillet, der udkommer i en dansk/norsk udgave fra Lautapelit.fi, er designet af Antoine Bauza og Corentin Lebrat, og det forener det bedste fra klassisk “hvem-er-morderen”-mekanik med et legende, børnevenligt formsprog, der gør det lige så oplagt til en regnfuld eftermiddag i sommerhuset som til en hyggelig spilaften i stuen.

Stemningen er let og humoristisk, men bag de farvestrålende illustrationer gemmer der sig en overraskende skarp hjernevrider. Forestil dig en blanding af Cluedo og Dixit, hvor man ikke stiller spørgsmål om våben eller lokaler, men i stedet sender kryptiske ledetråde ud i form af små, sirlige illustrationer. Hver spiller har sin egen hemmelige kortstak med fem mistænkte, og målet er at være den første til at gætte modstanderens skurk korrekt – men uden at afsløre for meget undervejs. Det er en slags logisk katten-efter-musen, hvor man konstant balancerer på grænsen mellem at hjælpe og at forvirre.

Spillet er skabt til to til fire spillere, og en runde varer typisk omkring 20 minutter, hvilket gør det perfekt til den lille pause mellem aftensmaden og sengetid, eller til at spille “lige et spil til” tre gange i træk. Aldersanbefalingen siger fra otte år, men i praksis kan yngre børn sagtens være med, hvis blot en voksen lægger ud med at forklare de få, enkle regler. Det er netop her, Mia London adskiller sig fra mange andre børnespil: regelsættet er så strømlinet, at det kan forklares på under to minutter, men dybden ligger i de tusindvis af små beslutninger, der opstår, når man forsøger at lægge en illustration, der både peger mod ens egen skurk og væk fra modstanderens.

Åbn den lille, kompakte æske, og du mødes af 60 kraftige kort i overskueligt format, hvoraf de 40 viser fem forskellige skurke i otte variationer hver. Skurkene er tegnet i en tegneserieagtig streg, der leder tankerne hen på både Tintin og moderne franske børnebøger: der er den skæggede professor med forstørrelsesglas, den slibrige kroejer med oversize næse, den elegante diva med fjerboa og tre andre karakterer, hver med deres egen lille personlighed. De resterende 20 kort er ledetrådskort, der viser simple objekter – en paraply, en kage, en hund, en dampmaskine – som på forhånd er blevet tildelt hver skurk via et diskret ikon i hjørnet. Det er disse ikoner, der danner kernen i spillets logiske puslespil.

En typisk runde begynder med, at hver spiller trækker fem skurkekort og lægger dem på række foran sig med bagsiden opad. Herefter vælger man i hemmelighed én af dem som sin “skyldige” og placerer den forrest. Resten af skurkene fungerer som afledningsmanøvrer. Spilleren til venstre starter og lægger et ledetrådskort midt på bordet. Kortet skal signalere noget om den skyldige – måske viser det en paraply, fordi skurken netop har paraply-ikonet, men det må samtidig gerne være lidt tvetydigt, så de andre ikke straks gennemskuer én. De øvrige spillere skal nu – i stilhed – pege på den skurk i rækken, som de tror, kortet hentyder til. Peger alle korrekt, får spilleren et point. Peger nogen forkert, får de andre point i stedet. Herefter går turen videre, og snart ligger bordet fyldt med små, sirlige illustrationer, der danner et slags visuelt krydsord af associationer.

Det er her, magien opstår. For hvordan forklarer man med et billede af en dampmaskine, at man tænker på den skæggede professor, når både professoren og kroejeren har dampmaskine-ikonet? Måske lægger man kortet skråt, så det peger mod professorens briller, som også har et rundt glas-element. Eller måske lægger man det oven på en anden spillers kort, for at skabe en dobbelttydig association. Der er ingen rigtige svar, kun gradbøjninger af “lidt rigtigt”, og det er netop denne åbne ramme, der får både børn og voksne til at grine, diskutere og spekulere højlydt. Efter få runder opstår der små, private koder mellem søskende, forældre og bedsteforældre: “Mor lægger altid hundekortet, når hun mener divaen, fordi divaen har en puddel i baggrunden.”

Mia London skiller sig ud fra andre gætte- og associationsspil ved at være så visuelt stringent. Hvor Dixit dyrker det abstrakte og poetiske, er illustrationerne her konkrete og genkendelige, hvilket gør spillet mere tilgængeligt for yngre spillere. Samtidig er der en subtil kompleksitet i, at hver skurk optræder i otte varianter med forskellige baggrunde, farver og små detaljer. Det betyder, at man aldrig kan hvile på en fast tolkning – den skæggede professor med grøn baggrund er ikke nødvendigvis den samme som ham med den blå. Det skaber en lille, løbende hjernekrøller, der holder spillet friskt langt ud over de første ti gennemspilninger.

En aften med Mia London kan hurtigt udvikle sig til en slags familiesladder, hvor far pludselig opdager, at hans 10-årige datter har luret hans “hemmelige” kode med kage-ikonet, og nu vender taktikken: skal han bevidst lægge kagekortet på en helt anden skurk for at forvirre hende, eller skal han skifte spor helt og holde sig til dampmaskiner? Samtidig sidder storesøsteren og spekulerer på, om mor mon har gennemskuet, at hun altid lægger paraplykortet skråt mod venstre, når hun mener kroejeren. Det er den slags små, sociale intriger, der gør spillet vanedannende, og som får selv voksne strateger til at glemme tiden.

For familier, der leder efter et spil, der kan samle tre generationer uden at nogen føler sig overkørt, er Mia London et fund. Det kræver ingen lang opsætning, ingen læsning af sidevis af regler, og det fylder så lidt, at det kan ligge i tasken på vej til svigerforældrene. Samtidig er der nok dybde til, at to voksne kan spille det som et hurtigt, taktisk bluff-spil, mens børnene kan more sig med at finde på vilde historier om, hvorfor skurkene nu igen er på spil. Og så er det en glimrende måde at træne logisk tænkning og visuel perception uden at det føles som lektier.

Kort sagt: hvis du savner et spil, der kombinerer charmen fra gamle krimier med nutidig spildesign-kløgt, og som kan spilles på en halv time mellem madpakkesmøring og godnatlæsning, så er Mia London (DK/NO) et sikkert hit. Det er ikke blot et spil – det er en lille, interaktiv fortælling, der folder sig ud hver gang, du lægger et kort på bordet og ser dine medspilleres øjne løbe på jagt efter den næste ledetråd.