Zoo Vadis

Zoo Vadis – det nye brætspil, der lader dig bygge et zoologisk imperium med lige dele charme, intriger og dyrevelfærd

Når man åbner kassen til Zoo Vadis, er det første, der møder øjet, en overdådig flod af farver: safarigrønne spilleplader, dybe savannegule brikker og illustrationer af næsehorn, flamingoer og dovendyr, der nærmest træder ud af papiret. Men bag det yndefulde ydre gemmer sig et strategisk tungvægterspil, hvor hver beslutning vejer tungere end en elefant, og hvor diplomati, timing og en snert af kynisme afgør, hvem der ender som direktør for verdens mest prestigefyldte zoologiske have. Zoo Vadis er ikke bare endnu et økonomispil med dyr på forsiden; det er en elegant fusion af områdekontrol, auktionsmekanikker og forhandling, hvor spillerne balancerer på knivsæggen mellem dyrevelfærd og profitmaksimering.

Spillet er skabt til tre til fem spillere, der i løbet af halvanden til to timer kæmper om at tiltrække de mest eftertragtede arter, udvide deres anlæg og score prestige ved at opfylde hemmelige mål. Selvom reglerne er tilgængelige fra 12-årsalderen, er det de voksne strateger, der virkelig får mulighed for at udfolde spillets dybde. Hver runde føles som en ny sæson i parken: nogle dyr ankommer, andre bliver solgt videre, og gæsterne strømmer til – men kun hvis du formår at holde både løverne og regnskabet i ro.

Komponenterne er en fryd for både øje og hånd. De store, modulære plader lægges sammen til et unikt savannelandskab hver gang, mens de prægede dyrebrikker i træ ligger tungt i håndfladen og næsten beder om at blive placeret i det perfekte bjørneanlæg. Gæstekortene – små, pastelfarvede kort med humoristiske kommentarer som “Barn 3: ‘Kan vi købe en is, mor?’” – fungerer både som valuta og som påmindelse om, at hver besøgende har sin egen dagsorden. De hemmelige målkort, som uddeles ved spillets start, er trykt på kraftigt linnedpapir og giver hver spiller en unik fortælling: måske drømmer du om at skabe verdens største kattedyrsafdeling, måske vil du hellere fokusere på sjældne fugle og eksotiske planter. Uanset hvad, er det disse skjulte ambitioner, der får selv den mest fredselskende spiller til pludselig at byde aggressivt på det eneste tilbageværende kæmpepandahus.

Hvad adskiller Zoo Vadis fra klassikere som Terraforming Mars eller Wingspan er den måde, hvorpå spillet integrerer forhandling som en kernekomponent. Hver runde starter med en stille auktion, hvor spillerne byder med deres gæstekort på nye dyrebrikker. Men auktionen er kun begyndelsen: når hammerslaget falder, kan den vindende spiller vælge at sælge retten til at placere dyret videre til en modstander – naturligvis til en højere pris. Pludselig står du med et tilbud om at lade din nabo få den eftertragtede isbjørn, hvis du til gengæld får halvdelen af de point, den genererer de næste tre runder. Det skaber en konstant strøm af midlertidige alliancer og knivskarpe forræderier, hvor en velplaceret håndtryksaftale kan være mere værd end selve dyret.

En typisk spilsession folder sig ud som en langsomt accelererende kaskade af beslutninger. I de første runder handler det om at lægge fundamentet: måske investerer du i et stort savanneområde, der kan huse både giraffer og zebraer, eller måske satser du på små, specialiserede anlæg, der giver bonuspoint for sjældne kombinationer. Midt i spillet begynder gæsterne at strømme til, og pludselig er det ikke længere nok at eje dyrene – du skal også sikre, at de har de rigtige faciliteter. En flok flamingoer uden vandhul giver ingen point, og en tiger uden skygge bliver hurtigt til en PR-katastrofe. Samtidig presser de hemmelige mål på: hvis din modstander pludselig begynder at hamstre aber, er det måske fordi hun har et mål om at have flest primater ved spillets afslutning. Så står du med valget mellem at sabotere hende ved at købe aberne selv – selvom du egentlig havde planlagt at satse på fugle – eller at finde en anden vej til sejren.

Stemningen i Zoo Vadis er en sjælden blanding af hyggelig familiesammenkomst og koldkrigsagtig spiondrama. Rundt om bordet udveksles smil og kage, mens spillerne diskret noterer hinandens bevægelser på små sedler. “Hvis jeg giver dig denne kondor, lover du så ikke at byde på kænguruen næste runde?” spørger en spiller, mens en anden lader som om, han overvejer tilbuddet, men i virkeligheden allerede har planlagt at sælge kænguruen videre til tredjemand. Det er denne konstante balance mellem samarbejde og konkurrence, der gør Zoo Vadis vanedannende. Selv efter spillet er slut, sidder man tilbage med historier: om den gang, hvor ens lillebror lykkedes med at snige sig til sejren ved at oprette et børnezoo-område, eller om den dramatiske finale, hvor to spillere delte førstepladsen, fordi de havde indgået en hemmelig pagt om at dele alle flamingopoint.

For den strategisk interesserede køber er Zoo Vadis et fund. Spillet belønner både langsigtet planlægning og evnen til at tilpasse sig nye oplysninger, og selvom held spiller en rolle i form af de tilfældigt tilgængelige dyr, er det dygtighed, der adskiller vinderen fra taberen. Samtidig er spillet tilpas visuelt indbydende til at lokke både erfarne spillere og nysgerrige begyndere til bordet. Hvis du leder efter et spil, der kombinerer dybdeværdien fra tunge eurospil med den lette tilgængelighed fra familiespil, er Zoo Vadis et oplagt valg. Og hvis du nogensinde har drømt om at drive din egen zoologiske have – uden at skulle bekymre dig om løver, der flygter, eller gæster, der klager over manglende iskiosker – så er dette din chance for at gøre drømmen til virkelighed, én flamingo ad gangen.