Dune Board Game Film Version Engelsk

Dune Board Game Film Version Engelsk – en sand sci-fi-klassiker genopstår på bordet

Når man lægger Dune Board Game Film Version Engelsk på bordet, er det ikke blot et spil, der folder sig ud, men en hel galakse. Duften af nytrykte kort blander sig med lyden af plastikbrikker, der glider over stofmåtten, og pludselig står man midt i Frank Herberts ørkenplanet Arrakis, hvor sandstorme, krydder og politisk intrige er hverdag. Denne udgave, som direkte lader sig inspirere af Denis Villeneuves visuelt overdådige filmatisering, er ikke en hurtig familiespilsaften, men en episk konflikt, der kræver fire til seks spillere, fire til fem timer og en alder, hvor man tør satse alt på et enkelt slag. Det er diplomati, økonomi og militær magt i ét – og det er intet mindre betagende.

Stemningen er tæt som et telt i sietch’en. Spillets kort og brikker er trykt i de samme dæmpede ørkentoner, som kendetegner filmens farvepalette, og hver faksimile af en ornitopter eller et sandworm-hul føles som et filmstill, der er løftet direkte ud af biografmørket. Komponenterne taler deres eget sprog: de tykke, lærredsbelagte spillebrætdele lægger sig tungt på bordet og markerer Arrakis’ klippemassiver, mens de små, metalindfarvede stormtropper og tanks giver en taktil fornemmelse af, at man flytter rigtige legioner rundt i støvet. Kryddermarkørerne – små ravfarvede kugler – rasler forførende i hånden, hver gang man overvejer, om man skal hælde dem i sin alliancekasse eller bruge dem til at bestikke næste spiller til at se bort fra ens fremrykning mod Carthag.

Bag den filmnære overflade gemmer der sig et spildesign, som Gale Force Nine og moderselskabet GF9 oprindeligt genoplivede fra det legendariske Avalon Hill-værk fra 1979. Det er et områdekontrolspil, men også et skjult budspil, et forhandlingsspil og et risikostyrings-spil på én gang. Hver fraktion – Atreides, Harkonnen, Fremen, Imperiet, Guilden og Bene Gesserit – har sin egen vinderskabelon, og det er her, Dune skiller sig ud fra næsten alle andre store konfliktspil. Hvor mange ameritrash-titler lader spillerne dyste om flest sejrspoint, handler Dune om at opfylde sin fraktions helt unikke sejrskriterium. Atreides skal for eksempel kontrollere tre af de fem stærkeholdssteder, mens Bene Gesserit i al hemmelighed har spået, hvem der vinder på hvilken runde – gætter de rigtigt, snupper de sejren for næsen af alle andre. Det gør hver eneste runde til et psykologisk skakspil, hvor man både skal læse modstanderens kropssprog og regne på sandsynligheder.

En typisk spilsession starter stille. Spillerne fordeler sig omkring bordet, hver med sin egen lille håndbog, der forklarer fraktionens særlige evner. Fremen kan bevæge sig hurtigere gennem ørkenen og risikerer aldrig at blive slugt af en sandworm, mens Guilden kan transportere andres tropper mod betaling og dermed sætte skub i konflikter, som man selv står udenfor. De første par runder handler om at få fodfæste: man lander tropper i de små byer, opbygger en beskeden krydderøkonomi og forsøger at gætte, hvor den første storm vil feje hen. Stormen er spillets vilde kort; hver runde flytter den sig i en tilfældig retning og visker alle tropper ud i de berørte områder, hvilket tvinger spillerne til konstant at tænke i både kort- og langsigtede positioner. Det er her, Atreides’ evne til at kigge i kortstakken bliver guld værd, for hvis man kan forudsige stormen, kan man lægge sine styrker præcis dér, hvor sandet bliver liggende.

Efterhånden som krydderet strømmer ind på kontoen, begynder de store alliancer at forme sig. Måske tilbyder Harkonnen-spilleren Fremen en tredjedel af sine fremtidige krydderindtægter, hvis blot Fremen lader Harkonnen passere gennem sietch Tabr uden kamp. Samtidig hvisker Bene Gesserit-spilleren Imperiet i øret, at Atreides sandsynligvis vil forsøge at tage Arrakeen i næste runde, og at det derfor er nu, man skal smide sine sardaukar-élitesoldater ind i kampen. Stemmerne rundt om bordet bliver lavere, blikkene flakker, og pludselig er det ikke længere bare et spil, men en forhandlingssituation, hvor løfter kan være lige så meget værd som selve brikkerne. Det er her, Dune viser sin sande styrke: det er ikke nok at have den største hær, hvis man ikke kan få andre til at lade være med at bruge den imod en.

Midtspillet kulminerer ofte i et episk slag om en af de tre hovedbyer. Kampen i Dune er overraskende hurtig, men fyldt med nerve. Hver spiller vælger i hemmelighed, hvor mange tropper man vil ofre, hvilken leder man sender i front, og hvilke våbenkort man spiller. Derefter afslører man samtidigt, og resultatet afgøres ved simpel styrke plus et enkelt træk fra kortstokken. Men det er i forberedelsen, dramaet ligger. Skal man satse sin bedste leder, når man risikerer, at modstanderen har en poison-blade? Tør man bluffe med en svag leder og håbe på, at modstanderen overvurderer ens styrke og dermed smider for mange ressourcer i slaget? Og hvad nu hvis Bene Gesserit har lagt et “voice”-kort, der tvinger en til at spille præcis det kort, man helst ville gemme? I løbet af sekunder kan en alliance smuldre, en by skifte hænder og en hel strategi blive til støv.

Endspillet er sjældent en lang udmarvende affære. I stedet kommer ofte et øjeblik, hvor en spiller pludselig opdager, at hvis bare Fremen lader Guilden flytte tre tropper til Carthag, så vil Atreides opfylde sin sejrskriterium på næste tur – men hvis Bene Gesserit har spået Atreides som vinder på runde ni, og det netop er runde ni, så er det i virkeligheden Bene Gesserit, der løber med sejren. Det er her, bordet eksploderer i en blanding af jubel og forbandelser, mens spillerne bladrer tilbage i deres hemmelige noter for at tjekke, om spådommen nu også var korrekt. Det er ikke usædvanligt, at en spilsession slutter med, at to spillere rejser sig op og giver hinanden håndslag på en alliance, der aldrig blev talt højt om, men som alligevel blev afgørende for udfaldet.

For den danske spilentusiast, der leder efter et brætspil, der kan erstatte endnu en aften med Risk eller Game of Thrones, er Dune Board Game Film Version Engelsk et naturligt næste skridt. Det er tungt nok til at mætte den kræsne strateg, men tilpas elegant til, at nye spillere kan følge med efter en enkelt gennemgang. De engelske tekster er klare og velredigerede, og selvom spillet ikke er oversat til dansk, er terminologien hentet direkte fra filmen, så enhver, der har set Villeneuves værk, vil føle sig hjemme. Samtidig er komponenterne opgraderet i forhold til tidligere udgaver: stormmåleren er nu en tyk pappil, sandworm-markørerne er udformet som små, snoede plastfigurer, og kortene har en lækker linnedfinish, der holder til mange natslangekampe.

Køber man Dune Board Game Film Version Engelsk i dag, får man ikke bare et spil, men en portal til et univers, der har fascineret læsere og seere i generationer. Det er en mulighed for at opleve, hvordan et brætspil kan skabe de samme store følelser som en blockbuster, blot ved hjælp af kort, brikker og menneskelige relationer. Sæt blot fire til seks timer af, dæk bordet med ørkensandfarvet stof, og lad stormen rase. Arrakis venter – og den, der kontrollerer krydderet, kontrollerer universet.