My Little Scythe

My Little Scythe – det hyggelige familiespil, der forener børnevenlig charme med strategisk dybde

Når man hører ordet Scythe, tænker de fleste på det dystre, dieselpunkede Europa fra 1920’erne, hvor kæmpe-mekanikere og olieholdige konflikter dominerer brættet. Men hvad nu, hvis man kunne få al den taktiske tilfredsstillelse – ressourcehåndtering, områdekontrol og spændende dueller – pakket ind i et univers af regnbuefarvede æbler, glimtende ædelstene og venskabelige ponyer? Det er præcis, hvad My Little Scythe leverer: en let tilgængelig, visuelt overdådig og overraskende strategisk familiespilsoplevelse, der tryllebinder både børn fra otte år og voksne, der aldrig troede, de ville synes, at “sødt” og “taktisk” kunne sameksistere.

Spiltypen er det, man på BoardGameGeek kalder et “familiestrategispil”, men stemningen er langt fra de klassiske eurogames’ tørre regneark. Her mødes to til fire spillere i Kongeriget Pomme, hvor målet ikke er at udslette hinanden, men at være den første, der opnår fire af i alt otte mulige ærespoint. Disse point kan vindes ved at være den venligste, den hurtigste, den mest generøse eller den mest frygtløse – en elegant måde at belønne forskellige spillestile på. En runde varer typisk 35-45 minutter, hvilket gør My Little Scythe til det perfekte “vi-spiller-lige-en-hurtig-efter-middagskaffen”-spil, uden at det føles overfladisk.

Åbn kassen, og man forstår straks, hvorfor komponenterne hyldes i næsten enhver anmeldelse. De 14 håndmalede miniature-figurer – seks racerbiler, seks flyvemaskiner og to søde, buttede enhjørninge – står skarpt i regnbuens farver og indbyder til legende identifikation. Brættet er dobbeltsidet, så man kan vælge mellem en forårskåd skov-eng og en lidt mere udfordrende vinterversion med færre ressourcefelter. Ressourcerne selv – glitrende plastik-ædelstene, træ-æbler og små karton-cupcakes – er så taktilt tilfredsstillende, at selv voksne har svært ved ikke at røre ved dem. Spillekortene er store, robuste og illustreret i en tegneserieagtig stil, der leder tankerne hen på en blanding af My Little Pony og Studio Ghibli. Alt sammen understøtter det en følelse af, at man ikke bare spiller et spil, men træder ind i en miniature-verden, man har lyst til at blive i.

Hvor mange børnespil stopper ved at kaste terninger og flytte brikker, folder My Little Scythe sig ud med en række mekanikker, der gradvist introducerer nye spillere til moderne brætspilsdesign. Hver spiller styrer to figurer – en “sød” og en “hård” – som kan udføre forskellige handlinger: samle æbler, grave efter ædelstene, bage tærter, flyve til nye områder eller udfordre en modstander til en venskabelig duel. Handlingerne vælges via et simpelt action-wheel, hvor man drejer sin personlige skive og placerer en brik på den ønskede kommando. Det giver en blød form for arbejder-placering, men uden den tunge analyseparalyse, man kender fra større eurogames. Samtidig er der en subtil risiko-versus-belønning-afvejning: vil man bruge sin tur på at stable ressourcer, eller satser man på at nå et mål først og score et ærespoint?

Duellerne er et særligt højdepunkt. De er ikke dødelige, men foregår ved at hver spiller hemmeligt vælger et antal af sine tærter eller ædelstene og afslører dem samtidigt. Den, der byder højest, vinder, men taberen får alligevel en lille trøstepræmie – en mekanik, der reducerer frustration og lærer børn, at man godt kan “vinde” ved at tabe med værdighed. Det skaber ofte grinende situationer, hvor en forælder tror, de har luret junior, men bliver overbudt af en overraskende cupcake-all-in.

En typisk spilsession starter roligt: alle flytter rundt og samler æbler, mens man småsnakker om dagen, der gik. Efter fem minutter begynder de første strategiske lag at vise sig. “Hvis jeg flyver til kysten nu, kan jeg nå at grave den ædelsten, der giver mig et ærespoint for rigdom, men så efterlader jeg baglandet åbent for din søde enhjørning.” Pludselig stiger pulsen, og selv den voksne strateg, der troede, han bare skulle “hjælpe ungerne lidt”, finder sig selv i at overveje, om han skal risikere en duel for at sikre sig det sidste point. I finalen kan stillingen skifte på et enkelt træk, og det er ikke ualmindeligt, at en otteårig snupper sejren med en kombination af held og snu forudseenhed, mens forældrene må smile over bordet og indrømme, at de blev outsmartet af en cupcake-strateg.

Det, der virkelig adskiller My Little Scythe fra andre familiespil, er, hvordan det respekterer både børn og voksne. Børnene får en verden, de kan relatere til – farver, venlighed og mulighed for at være seje uden at være onde – mens de voksne opdager, at der bag den bløde overflade ligger en balanceret økonomi og en række meningsfulde beslutninger. Spillet er desuden designet af en far og hans datter, oprindeligt som et hjemmelavet projekt, der blev så populært på nettet, at Stonemaier Games valgte at give det en officiel udgivelse. Den historie gennemsyrer hele produktet: det føles som et spil, der er skabt med kærlighed, ikke kun med salg for øje.

For den danske familie, der leder efter et alternativ til de evige udgaver af Ludo eller de lidt for komplekse strategispil, er My Little Scythe et oplagt valg. Det kræver ingen forudgående kendskab til Scythe-universet, og reglerne forklares på under ti minutter takket være det farvekodede hjul og de intuitive ikoner. Samtidig er der nok variation – takket være tilfældige opgavekort og to forskellige brætsider – til at spillet holder mere end de obligatoriske tre aftener. Og så er det bare svært ikke at blive i godt humør, når man ser sin datter triumferende råbe “Jeg udfordrer dig til tærte-duel!” over spisebordet.

Kort sagt: My Little Scythe er det familiespil, du ikke vidste, du manglede. Det forener hygge og hjerne, regnbuer og ressourcestyring, så selv den mest skeptiske voksne må overgive sig til charmen. Sæt det på bordet en grå efterårs-søndag, og oplev, hvordan køkkenet pludselig forvandles til Kongeriget Pomme, hvor venskab er vejen til sejr – men en velplaceret cupcake aldrig skader.