Dune Imperium Bloodlines – en ny æra for det episke strategispil, hvor dynastier bliver stærkere end nogensinde før
Når man lægger Dune Imperium Bloodlines på bordet, er det ikke blot endnu en udvidelse, der skubber nye brikker i kassen. Det er en klangbund af intriger, der ruller ud over Arrakis’ endeløse sandhav og trækker vejtrækningen fra hver eneste storm. Her foldes spillets allerede tætte maskespil ud i nye, blodrøde lag, hvor slægtskab, arv og forræderi bliver lige så vigtige som spice og soldater. Bloodlines er den fjerde store udvidelse til det prisvindende Dune Imperium, og den lader to til fire spillere – fra 14 år og opefter – dykke ned i en kamp, der nu varer omkring 90 til 120 minutter, men som føles som en hel roman i sig selv.
Stemningen er den samme tørre, næsten religiøse spænding, der kendetegner Frank Herberts univers, men nu med en ekstra understrøm af personlighed. Hver spiller leder stadig et stort hus, men bag kulisserne spirer nye familiegrene frem, og pludselig er det ikke kun kejserens gunst, der står på spil, men også navnets renommé gennem generationer. Komponenterne understreger dette skifte: 34 nye agentkort, der portrætterer unge arvinger og sortfodede spioner, 8 detaljerede høvdyneminiature i grå resin, der markerer blodlinjens indflydelse på slagmarken, og en håndfuld små, diskrete kort, der lægges under bordet og først afsløres, når et familiemedlem gør sin entré. Alt sammen pakket ind i den karakteristiske, støvede æstetik med guldindskrifter, der får selv erfarne spillere til at læne sig ind over brættet for at tyde de fine detaljer.
Mekanisk set er Bloodlines en kærlighedserklæring til det oprindelige deck-building/worker-placement-hjerte, men den banker i et nyt, langsommere tempo. Hver spiller starter nu med en hemmelig blodlinje, der gradvist vokser gennem spillet. Det sker via nye “arvemærkater”, små klistermærker, der sættes på eksisterende kort og giver permanente bonusser – måske en ekstra soldat, når kortet spilles, eller en krystalliseret alliance med et andet hus. Det lyder enkelt, men effekten er dramatisk: pludselig er det ikke længere nok at optimere sin hånd i nuværende runde; man skal tænke to, tre ture frem og overveje, hvordan ens bedstefars gamle forbund kan give en afgørende fordel, når stormen rammer sietch Tabr. Samtidig introducerer udvidelsen “blodfejder”, et nyt konfliktspor, hvor to spillere kan udfordre hinanden i en duel, der koster prestige at tabe, men giver adgang til unikke alliancer, hvis man vinder. Det er her, de nye høvdyneminiature kommer i spil: de flyttes frem på et lille, dedikeret spor, hver gang man investerer i sin slægt, og når de når enden, udløses en kort, men intens kamp, hvor terninger, kort og gamle løfter blandes i et sandt stormkøkken.
En typisk spilsession begynder som altid med den velkendte runde af agentplaceringer: skal man sende sin mentat til smuglermarkedet for at sikre sig et ekstra spice, eller er det klogere at lægge pres på Landsraad for at sikre stemmer? Men efter blot to-tre runder begynder blodlinjerne at vise tænder. En spiller, der ellers havde ligget stille, afslører pludselig, at hendes unge fætter har arvet en gammel vandret kontrakt, og nu kan hun hæve en hær uden at betale den sædvanlige pris. Samtidig har modstanderen på den anden side af bordet opbygget en blodfejde mod hende, og i næste runde står de ansigt til ansigt i en duel, hvor kun én kan få lov at beholde sin prestige. Det er i disse øjeblikke, Bloodlines adskiller sig fra tidligere udvidelser. Hvor Rise of Ix tilføjede teknologi og Immortality gav evighedskort, så er Bloodlines en langsomt syngende opera, hvor hver beslutning har efterklang langt ud i fremtiden. Man kan ikke længere bare “nulstille” sin hånd og starte forfra; ens tidligere valg sidder bogstaveligt talt på kortene i form af arvemærkater, der minder om, hvordan ens familie blev til.
For den strategisk tænkende spiller åbner det nye lag af planlægning. Forestil dig, at du spiller House Corrino og tidligt vælger at investere i en blodlinje, der giver ekstra militær, når du kontrollerer Arrakeen. Du risikerer at ligge lavt i de første par runder, men når stormen skifter, og du pludselig står med en hær, der ikke koster dig en eneste solari at opretholde, kan du rykke ind på hovedkvarteret og sikre dig de afgørende sejrspoint. Omvendt kan en spiller, der satser på diplomati, bruge blodlinjen til at opbygge en alliance med Fremen, der giver adgang til hemmelige vandkilder og dermed en konstant strøm af spice uden kamp. Det er den slags historier, der udspiller sig hver gang, og som gør, at selv rutinerede grupper finder nye veje til sejr.
Bloodlines kræver grundspillet for at fungere, men det er ikke en udvidelse, der blot lægger en ekstra regel oven på det hele. Den integrerer sig så naturligt, at man efter få runder glemmer, hvordan det var at spille uden. Samtidig er den skalerbar: vil man have en hurtig aften, kan man vælge kun at bruge blodlinjerne og droppe blodfejderne. Vil man derimod have den fulde oplevelse, kan man blande alle moduler og skabe en sand saga, hvor hver spiller har sin egen, unikke familiehistorie at forvalte. Det er også her, udvidelsen henvender sig til både nybegyndere og veteraner. Nye spillere vil opleve, at blodlinjerne giver en håndgribelig måde at forstå, hvordan tidlige valg påvirker slutspillet, mens erfarne spillere vil finde uanede kombinationer mellem arvemærkater, agentkort og konfliktspor.
Når kassen lukkes efter endnu en aften på Arrakis, sidder man tilbage med følelsen af at have skrevet et kapitel i en langt større fortælling. Det er ikke bare en udvidelse; det er en invitation til at se sine egne beslutninger som led i en slægt, der strækker sig langt ud over det enkelte spil. Og næste gang man åbner kassen, er det ikke kun for at vinde, men for at se, hvordan ens blodlinje vil udvikle sig denne gang.



