Evenfall

Evenfall – strategisk bygge- og håndteringsbrætspil til 1-4 spillere, der forener episk fantasy med taktisk kortmagi

Når duggen falder og den sidste solstråle forsvinder bag trætoppene, vågner Evenfall til live. Det er ikke blot endnu et fantasybrætspil, men en stemningsmættet rejse ind i en verden, hvor magi er en knap ressource, alliancer skifter som månens faser, og hver beslutning kan være forskellen mellem triumf og undergang. Spillet er skabt til dig, der elsker at bygge motore bag din sejr, mens du balancerer på knivsæggen mellem risiko og belønning. Evenfall er et semi-kooperativt, håndteringsbaseret strategispil, hvor op til fire spillere – eller en enlig helt i solo-varianten – kæmper om at genskabe verdens skæbnebøger, før mørket fuldstændig fortærer alt lys.

En spilaften varer typisk mellem 90 og 120 minutter, og selvom reglerne er tilgængelige fra 14 år, er det de voksne strateger, der virkelig vil nyde de mange lag af dybde. Det er ikke et spil, man lige smækker på bordet efter aftensmaden; det er et spil, man sætter en hel aften af til, mens stearinlysene brænder lavt og samtalerne går om, hvem der egentlig kontrollerer den forsvundne rune.

Komponenterne fortæller halvdelen af historien
Åbn kassen, og du mødes først af det tunge, matlakerede spillebræt, der forestiller det kredsløbformede kontinent Aestra. Landet er opdelt i fem regioner, hver med sit eget sæt lokale opgaver og farlige natteliv, og brættet lægger op til en taktil fornemmelse, når du flytter dine håndmalede miniaturer af vejrvætter, skovgængere og magikere rundt. Dertil kommer 120 unikke kort fordelt på fire skoler af magi – Sol, Måne, Stjerne og Skygge – som ikke blot fungerer som dine handlinger, men også som brændstof til de kraftfulde artefakter, du langsomt konstruerer. Hver kort er illustreret af den polske kunstner Katarzyna Kosobucka, hvis detaljerede, næsten drømmeagtige stil gør det svært ikke at tabe sig i billederne, mens man venter på sin tur.

Fire træ-brikker i valnød markerer de fire sæsoner, og når efterårsbrikken vendes, sker der noget magisk: spillets dynamik skifter, nye kort trækkes frem, og gamle fjender dukker op i styrket form. Det er en elegant måde at skabe en følelse af konstant forandring uden at overdynge spillerne med nye regler.

Hvad adskiller Evenfall fra mængden?
Kernen i Evenfall er det såkaldte “dusk-dawn cycle”. Hver runde starter i skumringen, hvor spillerne i fællesskab vælger, hvilke trusler der skal holdes i ave, men når natten falder på, bliver spillet pludselig halv-kooperativt: du må gerne lade naboens region brænde, hvis det betyder, at du kan nå at samle den sidste månesten, der fuldender din personlige sejrskombination. Det skaber en konstant spænding mellem altruisme og egoisme, som få andre spil formår at balancere uden at føles hverken for tilfældige eller for straffeorienterede.

Dertil kommer det innovative “mana weaving”. I stedet for at have en fast pulje af magipoint, lægger du kort fra din hånd i et lille gitter foran dig. Jo bedre du formår at matche symbolerne på kortenes kanter, desto stærkere bliver dine besværgelser. Det giver hver spiller en lille sudoku-lignende gåde at løse, mens de samtidig skal holde øje med modstandernes planer. Det lyder måske komplekst, men efter to-tre ture sidder systemet i rygraden, og du vil opleve de der “aha-øjeblikke”, når du opdager, at du kan dreje et kort 90 grader og dermed udløse en kædereaktion, der lader dig trække to ekstra kort og flytte din skikkelse tre felter frem – alt sammen i samme aktion.

En typisk aften med Evenfall
Forestil dig, at du har valgt at spille Maerlyn, den fordrevne stjernekigger. Din hemmelige sejrsmission lyder på at kontrollere mindst tre observatorier ved daggry, men på bordet ligger også en fælles trussel: skyggeulven Ghaur er på vej mod hovedstaden. De første par runder bruger du på at opbygge en lille motor af stjernekort, der lader dig trække ekstra kort, hver gang du spiller en besværgelse med et bestemt symbol. Samtidig lægger du mærke til, at din veninde Clara har samlet en imponerende hånd af månekort, der giver hende mulighed for at flytte fjender rundt på brættet. I stedet for at samarbejde om at stoppe Ghaur, lokker du ulven ind i Claras hjemregion ved at spille et kort, der giver den ekstra bevægelse. Det koster dig en smule karma, men til gengæld står Clara nu med en krise, der kræver alle hendes ressourcer, og du kan snige dig ind og overtage det sidste observatorium, mens hun desperat forsvarer sine egne lande.

Sådan fortsætter det runde efter runde: små alliancer, forræderier, overraskende vendinger. Når solen endelig står op, og de sidste point tælles, er det sjældent den spiller, der så stærkest ud midt i spillet, der løber med sejren. Det er den, der bedst forstod at læse bordet, manipulere magiflowet og time sine dobbeltspil.

Hvem bør købe Evenfall?
Hvis du holder af Gloomhaven’s episke fortælling, men savner mere direkte interaktion mellem spillerne, eller hvis Wingspan’s motor-bygning tiltaler dig, men du ønsker en mørkere, mere konfliktfyldt ramme, så er Evenfall et oplagt næste skridt. Det er også et fremragende solo-spil: solo-modus bruger et simpelt, men snedigt “shadow opponent”-system, hvor en virtuel rival trækker kort fra en separat bunke og tvinger dig til at prioritere anderledes, end du ville i multiplayer.

Selvom spillet fylder godt på bordet, er regelbogen overraskende slank, og setup-tiden er under ti minutter efter et par gennemspilninger takket være de gennemtænkte indlæg i æsken. Det gør Evenfall til et af de få “store” strategispil, der rent faktisk kommer på bordet en hverdagsaften, når lysten til dybde opstår, men tiden er knap.

Kort sagt: Evenfall er ikke bare et spil, det er en stemning, en udfordring og en historie, der skrives på ny hver gang, duggen falder.