White Castle Reprint Engelsk

White Castle Reprint Engelsk – en ny udgave af den japanske strategiklassiker, der fletter samurai-æraens mystik sammen med moderne worker-placement i verdensklasse

Når lyset falder gennem de røde løvtræer omkring Himeji-slottet, og duften af fyr og tang svæver over bordet, føles det næsten som om man selv står på borggården i 1600-tallets Japan. White Castle Reprint Engelsk er ikke blot endnu et brætspil om feudal magt; det er en poetisk, taktisk rejse ind i et historisk øjeblik, hvor hver brik og hver beslutning bærer tyngden af en hel æras skæbne. Udgivet oprindeligt i 2022 af japanske saashi & saashi og nu genoptrykt på engelsk af Rio Grande Games, er denne reprint en kærkommen mulighed for danske spillere, der gik glip af første oplag – eller som bare vil opleve spillet i en sprød, ny udgave med opdaterede komponenter og klarere ikonografi.

Spiltypen er let at definere, men svær at sætte i bås. White Castle er et medium-tungt strategispil med worker placement, area majority og ressourcehåndtering, hvor to til fire spillere – fra 12 år og opefter – konkurrerer om at opnå størst indflydelse ved det ikoniske Himeji-slott. En fuld omgang varer typisk 90 til 120 minutter, men føles kortere, fordi hver runde folder sig ud som et lille drama i sig selv. Stemningen er stille intens: ingen direkte konfrontationer med sværd, men derimod en konstant, næsten zen-agtig kamp om gunst, prestige og kontrol over slotsherrernes daglige gøremål.

Komponenterne understreger denne stemning ned til mindste detalje. Brættet forestiller Himeji-slottet set fra fugleperspektiv, opdelt i fem farvede områder, der gradvist åbner sig, efterhånden som spillet skrider frem. De 120 træbrikker – samuraier, munke, bønder og håndværkere – er udskåret i lyst birk og farvet med diskret, jordnær pigmentering, så de ligner miniatureskulpturer fra en gammel netsuke-samling. De små ressourcekuber af bambus og keramik rasler tilfredsstillende i hånden, mens de 48 kort i samuraidek og hofdekket bærer udsøgte ukiyo-e-inspirerede illustrationer, der hver især kunne hænge på et museum. Selv pengemarkørerne – kaldet koban – er udformet som miniatureguldmønter med håndskårne kanter. Alt i alt er det en produktion, der får ethvert bord til at ligne et stilleben fra Edo-perioden.

Men det er i mekanikken, White Castle for alvor adskiller sig fra andre worker-placement-spil. Hver spiller styrer to slags arbejdere: de diskrete, hvide samuraier, der placeres på brættet, og de sorte ninja-agtige agenter, der i stedet placeres på modstandernes samuraier for at kapre deres handlinger. Det skaber et elegant push-and-pull, hvor du konstant skal vurdere, om du vil investere i din egen motor, eller om du vil sabotere en modstanders plan ved at lægge en skygge på hans brik. Jo flere skygger, der samler sig på en samurai, desto større bonus får du, når handlingen udføres – men samtidig risikerer du, at modstanderen belønnes for din indblanding. Det er en mekanik, der føles frisk selv for garvede fans af Lords of Waterdeep eller Raiders of the North Sea.

En typisk runde begynder med, at spillerne i hemmelighed vælger, hvilke samuraier de vil sende ud fra deres personlige forråd. Derefter afsløres valgene én efter én, og brikkerne placeres på de fem områder: slottets tårn, gartneriet, værkstederne, handelsruten eller ceremonihallen. Hver lokation giver adgang til unikke handlinger: i tårnet kan du hæve din indflydelsesrang, i gartneriet høster du ris og te, som senere omsættes til prestige, mens værkstederne giver adgang til permanente opgraderinger – for eksempel en ekstra samurai eller en særlig evne, der lader dig flytte skygger. Handelsruten giver koban-mønter, der kan bruges til at købe gunst hos hofdamen, mens ceremonihallen udløser kort, der skifter slagets gang på overraskende vis. Når alle samuraier er placeret, udføres handlingerne i stigende rækkefølge efter områdets nummer, og her kommer skygge-mekanikken for alvor i spil: en samurai med tre skygger på sig kan ende med at give point til hele tre forskellige spillere, selvom det oprindeligt var fjendens brik.

Forestil dig dette scenarie: det er tredje runde, og du har placeret din højeste samurai i tårnet for at sikre dig den eftertragtede rang 4. Din modstander til venstre lægger straks en skygge på brikken, og pludselig står du med valget: skal du acceptere, at han får halvdelen af pointene, eller skal du bruge din sidste ninja til at fjerne skyggen og dermed miste muligheden for at sabotere hans næste træk? Samtidig har spilleren over for dig placeret to samuraier i gartneriet, og du ved, at hvis du lægger skygger på dem, kan du måske snuppe de sidste ris, der skal til for at udløse en majoritet i området. Men så har du ingen skygger tilbage til ceremonihallen, hvor et kort ligger klar, der giver ekstra point for hver koban-mønt. Valgene er konstante, men aldrig overvældende, fordi spillets tempo er så flydende, at du altid føler, at næste runde bringer nye muligheder.

Efter fire runder tælles point sammen via en elegant matrix, hvor din rang i hvert område ganges med antallet af tilhørende ressourcer. Det lyder tørt, men i praksis føles det som at lægge puslespillet af din egen strategi endeligt på plads. Du opdager måske, at din fokus på handelsruten gav dig nok koban til at købe hofdamens gunst, hvilket løftede din rang i tårnet, som igen gav bonuspoint for dine ris. Det er den slags aha-øjeblikke, der får White Castle til at blive stående på bordet langt ud på aftenen.

For danske spillere, der holder af elegant design og historisk forankring, er White Castle Reprint Engelsk et must-have. Det er et spil, der hverken skræmmer nybegyndere væk med kompleksitet eller keder øvede strateger med forsimplede valg. I stedet tilbyder det en balanceret, næsten meditativ oplevelse, hvor hver brik og hver skygge fortæller sin egen lille historie om magt, skønhed og forfængelighed i skyggen af Himejis hvide mure.