Katamino Tower (EN)

Katamino Tower (EN) – 3D-puslespillet, der får selv Tetris til at føles fladt

Når man løfter låget til Katamino Tower, er det første, der møder øjet, en stabel solide træblokke i fem klare farver og en høj, slank spilleplade, der ligner et minimalistisk skyskraber-skelet. Det er ikke et brætspil i traditionel forstand, men snarere en arkitektonisk udfordring, hvor hver tur føles som at stable brikker i en vinduesåbning på en højhusbygning i Tokyo. Stemningen er roligt koncentreret, næsten meditativ, men under overfladen lurer en konstant tidsmæssig klemme, fordi tårnet – bogstaveligt talt – vokser opad, mens spillerne kæmper om at få deres brikker til at passe perfekt ind i de skiftende gulvplan.

Katamino Tower er skabt af den franske spildesigner André Perriolat, der stod bag det oprindelige Katamino fra 2005. Mens forgængeren var et todimensionelt geometrisk puslespil, løfter 2023-udgaven konceptet ind i tredje dimension og tilføjer et konkurrencemoment, der gør det velegnet til to til fire spillere fra otte år og opefter. En runde tager typisk 20 til 30 minutter, men den føles kortere, fordi hver spiller hele tiden er aktiv: enten som den, der bygger, eller som de andre, der spejder efter huller i tårnet og planlægger deres næste træk.

Komponenterne er en fryd for både hånd og øje. De 12 pentomino-brikker – hver sammensat af fem sammenhængende firkanter – er udskåret i massivt bøgetræ og farvet i klare, skandinaviske nuancer, der står skarpt mod den lyse træbase. Spillepladen består af en central søjle med udskæringer, hvori små træplatforme skydes ind for at danne nye etager. Et sæt kort viser forskellige udfordringer, fra simple silhuetter til komplekse 3D-strukturer, og en timeglas-sandur på 45 sekunder holder tempoet oppe. Alt ligger i en kompakt, magnetlukket æske, der sagtens kan medbringes på caféturen eller i sommerhuset uden at fylde mere end en hardback-bog.

Spillets kerne drejer sig om at lægge pentomino-brikker, så de danner en lukket etage i tårnet, men reglerne varierer subtilt fra runde til runde. I den kooperative variant starter alle med en fælles bunke brikker og skal i fællesskab nå en bestemt højde inden tiden løber ud. I den konkurrenceprægede udgave vælger hver spiller hemmeligt en brik bag en lille skærm og placerer den på skift, mens de prøver at blokere modstanderne og samtidig sikre sig selv plads til de næste træk. Hvis en brik stikker ud over kanten, falder etagen ned, og spilleren bag må trække et straf-kort, der giver ekstra udfordringer i næste runde. Det lyder enkelt, men i praksis opstår der konstant nye geometriske gåder: Skal man prioritere den lange I-brik, der dækker meget, men efterlader smalle sprækker, eller den T-formede brik, der fylder bredt, men giver flere stabile aftryk?

En typisk spilsession begynder med, at spillerne lægger de første platforme i højde 1 og 2 for at få en fornemmelse af brikkernes proportioner. Allerede her opstår de første aha-øjeblikke: “Hvis jeg vender L-brikken på hovedet, kan jeg skabe en lomme til din P-brik, men så bliver der ikke plads til min egen Z senere.” Efterhånden som tårnet når højde 4 eller 5, bliver hver tur en lille ingeniøropgave, hvor man skal dreje og vende brikken i hovedet, før man overhovedet rører ved den. Børn på ti år kan sagtens være med, men voksne bliver lige så grebet af at finde den optimale placering, og det er ikke ualmindeligt at se en far og en datter sidde i dyb koncentration, mens mor filmer det vaklende tårn i slowmotion.

Hvad adskiller Katamino Tower fra klassiske 3D-puslespil som Ubongo 3D eller Dimension er netop den gradvise opbygning. I stedet for at løse en statisk udfordring skaber spillerne løbende nye begrænsninger for hinanden, hvilket giver en følelse af emergent kompleksitet. Samtidig er spillet skalerbart: Man kan spille en hurtig 10-minutters duel på to etager eller en episk stafet, hvor tårnet når op på otte etager og kræver avanceret rumlig forståelse. De medfølgende solo-regler gør det også til et fremragende tidsfordriv for den enlige strateg, der vil træne sin hjerne på en måde, der føles mere legende end Sudoku og mere håndgribelig end VR-puslespil.

For familier, der leder efter et alternativ til skærmen, er Katamino Tower en gave: Det kræver ingen opsætning ud over at stable de første platforme, reglerne kan forklares på under to minutter, og brikkerne er så robuste, at de tåler at blive tabt på køkkengulvet. For strategi-entusiaster tilbyder det en elegant blanding af rumlig planlægning og psykologisk skak, hvor man hele tiden skal gætte, hvilken brik modstanderen gemmer bag skærmen. Og for læreren eller pædagogen er det en diskret måde at træne rumlig intelligens, logisk tænkning og tålmodighed uden at det føles som lektier.

Når æsken lukkes efter endt spil, står tårnet ofte tilbage på bordet som et lille kunstværk, der lokker endnu en runde frem. Det er svært ikke at røre ved de glatte træflader og tænke: “Hvad nu hvis jeg havde lagt O-brikken først?” Det er præcis den tanke, der får Katamino Tower til at blive stående fremme på hylden i stedet for at forsvinde ned i spilskabet – og det er måske det bedste kvalitetsstempel, et familiespil kan få.